Praktikforløb: Psykologi

DIS netværk

Kunne I tænke jer at have amerikanske praktikstuderende tilknyttet jeres organisation/institution?

Vi er altid interesserede i NGO’er, organisationer, institutioner, og andre mulige samarbejdspartnere, som kunne tænke sig at have to eller flere amerikanske psykologistuderende tilknyttet i foråret eller efteråret. Praktikforløbet består af i alt 30 timer fordelt over 10 uger.

Hvem er DIS?

DIS er en selvejende non-profit undervisningsinstitution specialiseret i study abroad-ophold af primært ét semesters varighed. Hvert semester byder DIS omkring 1.200 amerikanske studerende velkommen. De kommer fra alle steder i USA og har forskellig baggrund, hvilket gør DIS til et unikt sted med stor mangfoldighed. Danmark har et godt internationalt omdømme inden for uddannelse, forskning, miljø og livsstil. Det er blandt andet derfor, at hver tredje amerikanske studerende i Skandinavien læser hos DIS.

Psykologiprogrammet hos DIS tilbyder to praktikprogrammer, som hver især fokuserer på forskellige aspekter af psykologi. Formålet med dem begge er, at de studerende får praktisk erfaring med teoretiske begreber og bedre kendskab til dansk kultur. Arbejdsopgaverne kan variere og inkluderer f.eks. deltagende observation, interviews, intervention, projekter, m.fl.

Hvad får I ud af det?

  • Et nyt og anderledes perspektiv på jeres arbejde karakteriseret af nysgerrighed og engagement
  • Mulighed for at give jeres medlemmer/medarbejdere en international dimension og interkulturelle kompetencer
  • De studerendes engagement og biddrag til forskellige aktiviteter.

Praktikmuligheder

Psykologiprogrammet hos DIS tilbyder to praktikspor:

  1. Klinisk psykologi, som handler om mennesker med psykiske problemer. Vi samarbejder i øjeblikket med socialpsykiatriske væresteder, men ønsker at udvide samarbejdet med andre udsatte målgrupper, som f.eks. unge med adfærdsproblemer, fysisk handicappede, mennesker der lider af angst og depression, m.m.
  2. Positiv psykologi, som fokuserer på menneskets styrke og psykiske sundhed (menneskets trivsel og velvære). Her arbejder vi med bl.a. SFO’er, plejehjem, aktivitetscentre, kulturhuse, internationale skoler, osv., hvor vi kigger på forskellige aspekter af velvære og menneskelig udvikling i forskellige aldre og grupper i Danmark.

Eksempler på arbejdsområder

  • Børne- og ungdomsarbejde
  • Kulturelt arbejde
  • Socialt arbejde
  • Café, værested, events
  • Integration

Det praktiske

  • Praktikforløbet består af i alt 30 timer fordelt over 10 uger (det vil sige 3 timer om ugen).
  • Forårssemestret varer fra slutningen af januar til starten af maj. Efterårssemestret varer fra slutningen af august til midten af december.
  • Der skal være en kontaktperson tilknyttet den studerende, som han/hun altid kan kontakte med sine spørgsmål eller, hvis der er tvivl om noget. Kontaktpersonen skal kunne tale engelsk.
  • Vi har ingen forventninger til, at vores samarbejdspartner har kendskab til psykologi. Den studerende får den nødvendige teoretiske baggrund i deres undervisning hos DIS.
  • Den studerende skal kunne dokumentere de timer, han/hun er i praktik. Kontaktpersonen underskriver timesedlerne, men det er den studerendes eget ansvar at huske dette.
  • Den studerende skal deltage aktivt i de aktiviteter, der måtte være, samt engagere sig med medlemmerne/brugerne og medarbejderne.
  • I løbet af praktikopholdet skal den studerende udføre 1-2 interviews med enten en medarbejder eller en af medlemmerne/brugerne.

Kontakt os, hvis du har interesse for vores praktikprogram eller ønsker mere information