Få studerende fra DIS med i din sportsklub

I begyndelsen af hvert semester afholder DIS en Activities Fair for alle nye studerende, hvor danske foreninger og sportsklubber kan komme og være med.

For mange universitetsstuderende i USA er sport en stor del hverdagen. Derfor er der mange amerikanske studerende hos DIS, som gerne vil fortsætte med at dyrke deres sportsgren, imens de studerer i Danmark. For de studerende er sports- og foreningslivet også en god mulighed for at lære danskere at kende og deltage aktivt i dansk foreningsliv.

Mød vores studerende på en DIS Activities Fair

Vi er altid på udkig efter nye sportsklubber- og foreninger, som vi kan samarbejde med. I København har vores studerende dyrket fodbold, rugby, basketball, dans, klatring, softball, volleyball, Ultimate Frisbee og meget andet. Den eneste forudsætning for klubben er, at der er trænere på holdet, som kan tale engelsk, og som har lyst til at integrere unge DIS-studerende på holdet.

I begyndelsen af hvert semester afholder DIS en Activities Fair, hvor alle interesserede foreninger og sportsklubber er velkomne til at være med. Arrangementet finder sted i januar og igen i august. For klubber og foreninger er det en oplagt chance for at møde de studerende og fortælle om de sportsgrene, de repræsenterer.

Har I lyst til at repræsentere jeres klub ved arrangementet eller har I spørgsmål til, hvordan I kan involvere DIS-studerende i jeres klub, så kontakt os her.