Kommunikation og kultur

Kommunikation og kultur, DIS i Danmark

Her på siden kan du læse om de typiske forskelle mellem amerikanere og danskere, og hvordan det kan påvirke jeres kommunikation.

En hyppigt fremhævet forskel, der kan være svær at tackle især i begyndelsen af den studerendes ophold, og som mange roommates derfor slås med, er forskellen i måden at kommunikere på.

Generelt kan man sige, at danskerne har det nemmere ved stilhed end amerikanere. ”Small talk” er ikke noget, danskere benytter særligt meget i sammenligning med amerikanere. Sådan en stilhed kan mange amerikanere godt have det lidt svært med. Amerikanere vil derfor ofte føle, at det er bedre at sige noget. De vil forsøge at udfylde tomrummet med tale, også selv om de måske ikke lige har noget vigtigt at sige. For mange danskere kan deres umiddelbare og overstrømmende venlighed og åbenhed nogle gange føles lidt anmassende. Men dette er blot en kommunikationsforskel mellem danskere og amerikanere.

Ironi

En mindre kulturforskel, som du måske vil lægge mærke til er, at danskernes ironi og humor ikke er universel. Danskere er generelt mindre kultursensitive og politisk korrekte end amerikanere. Derudover joker danskere også ofte mere med alle de møder – og ikke kun folk de kender godt.

De studerende er derimod ikke så vant til den form for sarkasme og ironi, som mange danskere benytter. Det kan derfor være en idé at holde lidt igen med humoren i starten, før I kender hinanden lidt bedre. Dermed ikke sagt, at du ikke skal være dig selv. Vi råder blot til at være opmærksomme på, at vittigheder let kan misforstås, når I har forskellige baggrunde og endnu ikke kender hinanden så godt.

Direkte danskere

En anden forskel i kommunikationsstilen er, at når danskere først åbner munden, pakker de sjældent deres budskaber ind. De siger, hvad de mener, og benytter generelt ikke en masse høflighedsfraser. Derimod benytter amerikanere i langt højere grad sådanne høflighedsfraser og er som regel slet ikke så direkte i deres udmeldinger. Hvis de ønsker at fremsætte kritik, vil de ofte helt intuitivt pakke den ind i positive udmeldinger for ikke at virke for aggressive. Da vores studerende er i starten af 20’erne, har de generelt ikke meget erfaring med at sige deres mening eller give kritik. Det er bare ikke noget alle amerikanere lærer i deres ungdom.

En konsekvens af ovenstående er derfor, at en dansker ofte kan blive efterladt med følelsen af at blive rost i stedet for kritiseret, fordi kritikken netop blev så godt pakket ind i positive udmeldinger. Og omvendt kan en amerikaner komme til at opfatte en danskers besked som meget kritisk og sårende, selv om det slet ikke var danskerens intention.

Ét redskab til at tænke på dialogen med din studerende er at skelne mellem at invitere, at bede om og at kræve: Hvad vil du gerne invitere de studerende til at gøre (sammen med dig)? Hvad vil du gerne bede de studerende om at gøre? Og hvad er vigtigt for dig at kræve af den studerende? På denne måde kan du bedre kommunikere klart med den studerende, hvor vigtigt noget er for dig, og hvorfor.

Kulturchok

Mange DIS-studerende oplever hjemve og/eller kulturchok under deres ophold i Danmark. For nogle er det første gang, de er så langt hjemmefra. Måske har de aldrig rejst i udlandet, for som regel rejser amerikanere mindre udenlands sammenlignet med europæere. Og mange vælger også at gå på universitetet i samme by, som de er vokset op i.

Alt dette kan medføre, at de mange indtryk og ændringer i deres dagligdag i Danmark bliver for overvældende. DIS oplever også, at flere studerende har svært ved at give slip på familie og venner derhjemme, fordi de nu også kan være i tæt kontakt via Skype, Facebook, Instagram og e-mails. Det gør det svært for nogle at fokusere på at nyde livet i nuet her i Danmark. Du kan også støtte de studerende i at fokusere på deres liv i Danmark ved at spørge ind til og snakke åbent om følelserne af hjemve eller kulturchok.

Hjemve, tilpasning og psykisk helbred

Der er også nogle få studerende, som oplever en decideret depression, mens de er her. Dog sker det ofte i forlængelse af en allerede eksisterende sygdom. Det forventes ikke, at du bliver en slags psykolog for den studerende i sådanne tilfælde. Du bedes henvise den studerende til DIS, hvor personalet i vores Care Team er trænede i at have svære samtaler med studerende, og de har også mulighed for at henvise den studerende til en psykolog.

 

Ti gode råd til at håndtere kulturchok

  1. Vær anerkendende. Den studerendes oplevelser hænger sandsynligvis sammen med det stress, der kommer når man skal vænne sig til en ny kultur. Det er helt naturligt at føle sig overvældet.
  2. Brug dine egne erfaringer, når du taler med den studerende. Hvornår har du oplevet at være i en situation, hvor du følte dig usikker? Hvordan håndterede du det?
  3. Forklar hvorfor du gør ting på en bestemt måde, hvis du har indtryk af at den studerende ikke forstår, hvad der foregår.
  4. Vær ikke bange for at sige, hvis der er noget, der går dig på. Overvej om I kunne lave noget sammen, der ville være en god oplevelse for jer begge. Italesæt rutiner så den studerende har nogle faste holdepunkter i hverdagen.
  5. Spørg den studerende om hvilke aktiviteter, der tilbydes gennem DIS.
  6. Spørg ind til hvem den studerende kan dele sine følelser med, både derhjemme og i Danmark.

Transport

Måden at transportere sig rundt på er en af de største forskelle, som de studerende oplever, når de påbegynder deres nye liv i Danmark. Ofte har de siddet bag rattet i en bil, siden de var 16 år. På mange universiteter bor de studerende på ”campus” og er dermed inden for gåafstand af undervisningen. Det kan være, at det offentlige transportsystem i deres by hovedsageligt benyttes af bestemte sociale grupperinger og dermed er omgivet af en vis skepsis og usikkerhed.
Desuden bliver unge amerikanske kvinder rådet til at være påpasselige med at færdes alene i det offentlige rum af hensyn til deres sikkerhed. Derfor kan tanken om at skulle tage toget, bussen eller metroen hver dag være lidt overvældende for mange. Det er derfor en god idé at snakke med den studerende om, hvordan den offentlige transport er en del af dansk og europæisk kultur og noget, som mange benytter sig af til dagligt. Hvis I har tid, anbefales det, at I tager turen ind til DIS sammen med den studerende dagen efter deres ankomst, så de føler sig trygge ved turen.

Cykelkultur

DIS anbefaler alle studerende at tage aktiv del i cykelkulturen, mens de er i Danmark. Dels fordi det er sundt, og dels fordi det netop kan gøre en lidt længere transporttid meget mere overskuelig. Ikke alene er en hverdag med bus og tog noget nyt for mange studerende. Mange har heller ikke cyklet, siden de var børn. Og nogen har slet ikke prøvet det før. Det kan derfor være, at de skal lære det igen. Mange roommates har gode og sjove oplevelser, når de studerende skal lære eller have opfrisket deres evner som cyklister.

DIS har samarbejdsaftaler med flere cykelfirmaer, som tilbyder attraktive deals til studerende, der er interesserede i at cykle, mens de er i Danmark. Se mere info på DISabroad.org/biking.

Hvis det ikke fungerer mellem dig og din roommate

Hvis der er for mange gnidninger mellem dig og den studerende, skal I selvfølgelig ringe til os. Vi er dine – og den studerendes – samarbejdspartnere og vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe jer med at finde frem til en løsning. Oftest bunder problemet i, at man har talt forbi hinanden og ikke fået afstemt forventningerne i den aktuelle sag.

Vi anbefaler, at I altid forsøger at løse en uoverensstemmelse sammen, før I kontakter DIS. Vi har respekt for jeres relation, og derfor vil en repræsentant fra Host-teamet almindeligvis fungere som rådgiver for enten roommate og den studerende og blot hjælpe til med kommunikationen på sidelinjen, hvis der er behov for dette. Det kan derfor betyde, at vi er i dialog med én part uden at inddrage den anden, da det skal være muligt at have en fortrolig dialog med dig – eller den studerende – hvis der er behov for dette.

Heldigvis er det jo sådan med de fleste problemer, at man kan tale sig frem til en løsning. Et mindre antal gange pr. semester oplever vi desværre, at et forhold er umuligt at rette op på. Vi tager vi selvfølelig konsekvensen og finder en anden bolig til den studerende. Selvom kemien måske har været dårlig fra dag ét, er det oftest et hårdt slag for såvel den studerende som for dig som roommate at kaste håndklædet i ringen. Men det kan være den bedste løsning for alle parter.

Du er som roommate altid velkommen til at kontakte vores DIS Værtsteam undervejs og efter en eventuel flytning.

DIS Host Team: Tlf. 3376 5446