Få en god start som værtsfamilie

Gode råd til værtsfamilier, besøgsfamilier og Danish Roommastes i DIS

Skab åben dialog fra begyndelsen

Det er vores erfaring, at det kan være nyttigt at have en åben dialog med sin studerende om, hvordan I håndterer praktiske ting som f.eks. spisetider, overnattende gæster og huslige gøremål.

Det er altid en god idé at huske på, at alle studerende er forskellige. Uanset om det er jeres første eller fjerde studerende, anbefaler vi, at I sætter tid og tålmodighed af til at finde ud af netop hvem han/hun er.

Klar kommunikation er også vigtig for at finde jeres rolle som værtsfamilie og ikke deciderede forældre for den studerende – særligt hvis I har jævnaldrende børn. Den studerende skal nok også bruge lidt tid på at falde ind i en rolle i jeres familie. Brug derfor tid på at få talt forventningerne og rollerne igennem med jeres studerende.

Det er også en god idé at fortælle jeres studerende, hvorfor I har valgt at blive værtsfamilie. Spørg også jeres studerende, hvorfor han eller hun har valgt at bo hos en værtsfamilie og ikke én af de andre boligformer, som DIS tilbyder.

Et andet tip er at anskaffe sig en familiekalender, som giver et overblik over alles (inkl. den studerendes) aktiviteter. Men det vigtigste er naturligvis at snakke sammen og stille spørgsmål, hvis noget er uklart. Tænk over, hvordan I gerne vil have hverdagen til at køre og gennemgå spørgsmålene herunder. Emnerne kan bruges i starten eller løbende for dialog med den studerende.

  • Hvordan forestiller jeres studerendes sig sin nye hverdag i Danmark?
  • Hvor meget tid vil de bruge på lektier, rejser, fællesaktiviteter med jer samt evt. frivilligt arbejde og sport?
  • I hvor høj grad stemmer jeres forventninger overens? Og er der brug for lidt justering?

Se eksempler på, hvordan en erfaren værtsfamilie introducerer sig til en ny studerende ved at downloade de to PDF-dokumenter her fra siden.

Lokale netværksgrupper og Jump-Start Events

Hvert semester har DIS tilknyttet ca. 300 værtsfamilier. Det betyder, at der er mulighed for at trække på en enorm viden og erfaring hos hinanden – og ikke bare fra Værtsteamet. For at give jer mulighed for at lære andre værtsfamilier at kende, inddeler vi alle værtsfamilier og deres studerende i lokale ’netværksgrupper’, der hver består af ti-tyve hushold.

I starten af semestret vil I modtage en kontaktliste over værtsfamilier og studerende i jeres netværksgruppe samt en invitation til en event, som DIS arrangerer i alle lokalområderne. Dette første event kalder vi ”Jump-Start Event”, og det finder altid sted den første weekend efter de studerendes ankomst.

DIS arrangerer og sponsorerer denne første event for at hjælpe jer og jeres studerende med at lære hinanden at kende og for at gøre det lettere for jer at bruge hinanden som sparringspartnere i løbet af semestret. Vi ved af erfaring, at det kan være en hjælp at høre, hvordan andre værtsfamilier og studerende tackler forskellige situationer.

Ønsker I, eller andre i jeres netværk, efterfølgende at tage initiativ til andre arrangementer, er der mulighed for at ansøge om tilskud fra DIS. I får mere information om, hvordan I kan ansøge i vores nyhedsbreve.