Praktiske overvejelser i hverdagen

Udlej til DIS og få en amerikansk roommate

Med en travl hverdag går fire måneder hurtigt. Derfor råder vi alle roommates til allerede fra starten at sætte kryds i kalenderen på de datoer, hvor I planlægger at lave noget sammen.

Det kan være en god idé at anskaffe sig en form for “familiekalender”, så du og din roommate har et overblik over jeres aktiviteter i hverdagen. Det kan være en god idé fra starten af sætte en dato af for eventuelle fælles aktiviteter samt snakke om, hvordan I holder hinanden opdateret omkring rejsedage, ferier osv.

Måltider

Vi forventer ikke, at du og din rommate laver mad og spiser sammen hver dag. Det er heller ikke din pligt at sørge for mad i køleskabet. Den studerende skal klare sig selv og vil have sit eget madbudget. Til gengæld skal du være opmærksom på, at mange af vores studerende har ikke lært at lave mad, da de ofte er flyttet direkte fra deres barndomshjem og ind på campus med kantineordning. Det er derfor en god idé at snakke om madlavning hos dig og eventuelt at aftale nogle fælles maddage. Af erfaring ved vi, at måltider også er den perfekte anledning til at diskutere kulturelle forskelle eller eventuelle udfordringer ved at bo sammen.

Min roommate og jeg gjorde det til en fast tradition at lave mad og spise sammen én gang om ugen. Nogle gange ville jeg invitere venner over, og andre gang var det ham, der havde nogen på besøg. Når man har en travl hverdag, er det godt at kunne sætte sig ned og hygge.

Dansk roommate

Oprydning og rengøring

Ligesom med madlavningen er det ikke alle studerende, der har prøvet af være ansvarlige for en husholdning før. Tag en snak om de huslige pligter som oprydning og rengøring. Lav eventuelt et skema over, hvornår der skal gøres rent og fordel ansvarsområderne.

  • Hvem tager opvasken og hvor tit?
  • Hvor skal der ryddes op og gøres rent? Og hvor tit?
  • Deler I rengøringsmidler, eller skal den studerende selv købe?
  • Hvor opbevares rengøringsartiklerne?
  • Foretrækker du, at bestemte produkter benyttes på særlige flader?

Når din roommates ophold er ved at være slut, vil han/hun et par uger forinden modtage en mail fra os med information om, at han/hun skal rengøre sit værelse hos dig inden afrejsen. I mailen vil den studerende også blive husket på at aflevere nøgler og andet, som den studerende har lånt af dig.

Tøjvask

Hvis du har vaskeri i din ejendom anbefaler vi, at du gennemgår vaskeriets funktioner med den studerende. Hvis du har din egen vaskemaskine, anbefaler vi, at du også gennemgår maskinens funktioner og fortæller, hvad de forskellige ikoner betyder. Husk i den forbindelse, amerikanerne er vant til at angive temperaturer i Fahrenheit og derfor kan have brug for hjælp til at omregne.

Bemærk: Eftersom de studerende bor her midlertidigt, har de ikke så mange ejendele med og kan have brug for hyppig tøjvask! Vores amerikanske studerende er ikke vant til, at vand koster så meget, som i Danmark. Tal derfor med din roommate om hans/hendes for brug og gør opmærksom på, at i Danmark prøver vi generelt at begrænse vores forbrug ved fx at fylde vaskemaskinen helt op og hænge tøjet til tørre i stedet for at tørretumble det.

Badeværelset

Vores amerikanske studerende er generelt vant til lave vandregninger og flere badeværelser, end vi normalt har i Danmark. Vær derfor konkret i forhold til regler for bad hos dig og husk at aftale, om I skal deles om udgifterne til toiletpapir, osv.

Snak om jeres badevaner for at undgå misforståelser og irritation:

  • Går du i bad om morgenen, om aftenen eller er der intet bestemt mønster?
  • Hvor lang tid bader du ca.?
  • Hvor lang tid opholder du dig på badeværelset?
  • Er I flere på badeværelset på én gang?
  • Hvor hænger du de våde håndklæder?
  • Gælder disse retningslinjer også for den studerende?
  • Må den studerendes badeartikler stå fast på badeværelset?

Indeklima og ressourceforbrug

Ligesom vand er dyrere i Danmark, gælder det samme for varme. Vi anbefaler de studerende, at de slukker for varmen, når de ikke er hjemme. Priserne på elektricitet er langt lavere i USA, hvilket også er en god idé at fortælle din roommate.

Snak om jeres indeklima:

  • Hvor ofte lufter du ud? Skal den studerende lufte ud på sit værelse hver dag?
  • Slukker du for varmen, når vinduet er åbent?
  • Hvor varmt har du det indendørs?
  • Har du lyset tændt i hele lejligheden, når du er hjemme, eller kun på de værelser, hvor du befinder dig?

Telefoni og internet

Vores studerende har en telefonordning fra DIS og betaler for eget forbrug under deres ophold i Danmark.

Bemærk: Amerikanske studerende er vant til langt billigere priser på telefoni, end vi er her i Danmark. Anbefal at de bruger Skype, hvis de vil tale med venner og familie i USA.

Langt størstedelen af vores studerende har deres egen computer med sig til Danmark. De er vant til at bruge meget tid på internettet, og mange af dem vil have brug for at tale med familie og venner jævnligt via Skype, mens de bor hos dig.

Snak om jeres internetvaner:

  • Er der nogen retningslinjer for den studerende med hensyn til brug af internet hjemme hos dig?
  • Bruger du sms’er til praktisk kommunikation i hverdagen? Hvad er den studerende vant til?

Forsikring

Efter din roommate er rejst, beder vi dig gennemgå hans/hendes værelse for at sikre, at der ikke er sket skader på dit indbo. Hvis du opdager skader, skal du henvende dig til os indenfor 7 dage, så vi kan drøfte en eventuel forsikringssag.

I tilfælde af skader i hjemmet, forvoldt af den studerende, skal dette meldes til eget forsikringsselskab (ifølge dansk lovgivning). Dækker denne forsikring ikke, kan anmeldelsen afprøves ved DIS’ forsikring. Er skaden erstatningsberettiget, dækkes denne af vores forsikring, der dog ikke dækker skader for under 300 kr. I tilfælde af, at dit eget forsikringsselskab dækker skaden, dog med krav om selvrisiko, dækkes denne af DIS’ forsikringsselskab.

DIS’ tyveriforsikring dækker tyveri af de studerendes egne ejendele – ikke lånte ejendele. Det vil sige, at hvis den studerende låner en cykel af dig, dækker vores forsikring IKKE cyklen, hvis den bliver stjålet. DIS anbefaler derfor, at roommates ikke låner studerende personlige ejendele som mobiltelefoner eller cykler.

Hvis uheldet er ude, skal I kontakte os for at få tilsendt forsikringsblanketter. Kontakt os på housing@dis.dk.

Når DIS har modtaget de nødvendige papirer, vil en forsikringssag normalt vare seks uger, før vi har fået svar, om vores forsikring dækker skaden. Hvis I har spørgsmål undervejs, mens en sag bliver behandlet, bedes I rette henvendelse på mailen.

Transport

I USA bliver unge amerikanske kvinder rådet til at være påpasselige med at færdes alene i det offentlige rum af hensyn til deres sikkerhed. Derfor kan tanken om at skulle tage toget, bussen eller metroen hver dag være lidt overvældende. Det er derfor en god idé at snakke med den studerende om, hvordan den offentlige transport er en del af dansk og europæisk kultur. Hvis I har tid, anbefaler vi, at I sammen tager turen ind til DIS en af de første dage, så din roommate kan føle sig tryg med turen. Det er vores studerendes eget ansvar at komme fra A til B, men de værdsætter altid at få hjælp. For at finde rundt kan du anbefale din roommate at benytte den engelske version af Rejseplanen: journeyplanner.dk

Cykelkultur

DIS anbefaler alle studerende at tage aktiv del i den danske cykelkultur. Dels fordi det er sundt, og dels fordi det netop kan gøre en lidt længere transporttid meget mere overskuelig. Ikke alene er en hverdag med bus og tog noget nyt for mange studerende. Mange har heller ikke cyklet, siden de var børn. Og nogen har slet ikke prøvet det før. Det kan derfor være, at de skal lære det igen. Mange roommates har gode og sjove oplevelser, når de studerende skal lære eller have opfrisket deres evner som cyklister.

DIS har samarbejdsaftaler med flere cykelfirmaer, som tilbyder attraktive deals til studerende, der er interesserede i at cykle, mens de er i Danmark. Se mere info på DISabroad.org/biking.