Ansøgningsproces ved fremlejning

Det er let at fremleje et kollegieværelse til DIS. DIS har fremlejet kollegieværelser igennem mange år, og vi går op i, at det er let og sikkert for dig at leje dit kollegieværelse ud til os.

Første trin i processen

Det første du skal gøre, hvis du gerne vil fremleje dit kollegieværelse, er at sende en e-mail til fremlej@dis.dk.

I mailen skal du oplyse følgende:

  • Dit navn
  • Mobilnummer
  • E-mail
  • Adresse
  • Navnet på kollegiet
  • Husleje pr. måned (og hvad der er inkluderet i huslejen)
  • Periode for udleje af værelset
  • Har værelset trinettekøkken på værelset eller et tilhørende fællleskøkken
  • Ryger eller ikke-ryger værelse (Dette er af hensyn til placering af studerende)

Vi vender tilbage inden få dage med flere oplysninger og svar på dine spørgsmål.

Den efterfølgende process

  • Du får tilsendt en kontrakt af DIS
  • DIS har tilknyttet en såkaldt Social & Residential Advisor (SRA) til alle kollegier. Inden kontrakten mellem dig og DIS underskrives, vil den tilknyttede SRA kontakte dig angående et besøg. SRA’en besøger dig for at se værelsets møblering og stand
  • Kontrakten underskrives hvis alle parter er tilfredse
  • Overlevering af nøgler (og evt. vaskekort) til DIS sker ved at aflevere nøglerne til kontaktpersonen på kollegiet inden dato for overtagelse af værelset
  • Efter endt lejemål returnerer kontaktpersonen nøglen til dig.

Hvis der, mod forventning, er fejl og mangler, når du igen får værelset overdraget, bedes du straks kontakte DIS, så vi kan få løst eventuelle mangler.

Fremlejegodkendelse og flytning

Det er dit ansvar at sørge for, at din kollegieadministration har godkendt, at du fremlejer dit kollegieværelse. Det er ligeledes dit ansvar at sikre, at fremlejen af værelset følger kollegiets regler for fremleje af værelser. Hvis du mod forventning ikke har godkendelsen på plads efter underskrivelse af kontrakten med DIS, og kollegiet annullerer dit fremleje, ophører kontrakten mellem dig og DIS med øjeblikkelig virkning.

Hvis det ikke er tilladt at bo to personer på dit kollegieværelse, skal du huske at melde flytning fra din adresse på kollegiet. Grunden hertil er, at DIS registrerer vores studerende hos Folkeregistret på din adresse, så den studerende kan få sit sygesikringsbevis.